background

Råd fra en praktikant i Berlin

Råd fra en praktikant i Berlin

Hej nye PIU'er i Berlin
 
Her er lige en lille smule hjælp at hente til hvor i/du kan søge lejligheder, og hvilke områder jeg ville anbefale.

Jeg havde selv meget svært ved at finde ud af hvilket område jeg skulle bo i, da jeg ikke havde nogen idé om hvor de "gode" og "dårlige" områder var.

Jeg søgte rigtig meget på nettet, og fandt et dansk firma ved navn Tækker. Tækker udlejer lejligheder i Danmark, men også i Berlin. Der arbejder en dansker på kontoret her i Berlin, der er rigtig sød til at hjælpe. Derudover er alle på kontoret gode til engelsk og meget hjælpsomme.

Jeg fik fortalt, hvilke krav jeg havde til lejlighed, og de fandt den perfekte til mig.

Jeg fik en lejlighed i Prenzlauer Berg, som simpelthen er et SKØNT område! Der er grønt overalt, masser af børnefamilier, så det er sikkert at bevæge sig ud på gaden -  også om natten. Masser af unge og fyldt op med kunstnere.

Prenzlauer Berg ligger tæt på Mitte (Alexanderplatz), Mauer park, som har det mest underholdende karaoke hver søndag, Kulturbrauerei, som er fyldt med diskoteker, masser af små gader med cafeer, restauranter, barer osv. Det er et område, som jeg vil betragte, som det optimale for en ung i Berlin.

Foråret/sommeren er fantastisk, der er så meget liv i hele byen, der bliver grillet i alle parker, folk tager sol, hvor der er den mindste græsplet (der indgår rundkørsler), og folk sidder på cafeer til sent ud på aftenen.

Da jeg selv har boet i Prenzlauer Berg, kan jeg mest fortælle om det område. Men områder som Freidrichshain og Kreuzberg er også dejlige områder.

Hjemmesiden til Tækker hedder www.taekker.de, man binder sig for et år, når man får en lejlighed, og man skal ikke betale provision.

Herudover er der også hjemmesiden www.immobilienscout24.de. Man skal dog huske at være opmærksom på, at det ikke er i alle lejligheder, der står et køkken.

I Prenzlauer Berg vil jeg anbefale at søge lejligheder omkring vejene: Prenzlauer Allee, Schönenhauser Allee, Danziger Strasse, og alle de småveje der er der i mellem, som fx Knaackstrasse, Wörther Strasse, Rykestrasse.

Håber, I får et godt ophold og bliver lige så glad for at bo i Berlin, som jeg har været.