Martin Lassen Dam
Hvad fik dig til at søge PIU?
De fleste af mine medstuderende havde et ønske om, at året efter afslutningen af HHX skulle bruges på at arbejde hårdt og dermed tjene penge til den klassiske rejse til Asien eller Australien. Jeg havde et brændende ønske om at kombinere udlandsrejsen med relevant erhvervserfaring, der kunne bidrage til, at jeg kunne opnå mere senere i min professionelle karriere.
Jeg valgte at søge PIU England, da dette ophold var sværest at komme ind på og samtidig gav mulighed for at bo et år i en af verdens storbyer og Europas finansielle centrum.
E-Business Manager ved Comfort Click Ltd.
Comfort Click Ltd. er en britisk virksomhed, der står bag en række af webshops inden for sundhed og helse i hele Europa. Vi var tre danskere, som gennem PIU startede i virksomheden og blev efter kort tid tildelt administrationen af hver vores webshop. Arbejdsopgaverne indebar i starten simple opgaver inden for områderne SEO (søgemaskineoptimering) og Google Ads. Efter kort tid besluttede vores danske manager at vende retur til DK, hvilket i praksis betød, at vi blev tildelt det fulde ansvar for hver webshop. I øjeblikket var det skræmmende, men nu kan jeg med sikkerhed sige, at det var en af de bedste ting, der kunne ske for min personlige og professionelle udvikling.
Vi begyndte nu i højere grad at arbejde på det strategiske niveau og havde friheden til at ansætte freelancers til det arbejde, der tidligere havde været vores egne primære opgaver. På trods af, at vi havde titlen som praktikanter, fungerede vi i praksis som e-Business Managers med samme status som de fastansatte i virksomheden. Vi stod for alle opgaver vedr. vores webshop i tæt samarbejde med vores Indiske design- og udviklerteam og afholdte jævnligt møder med virksomhedens General Manager, omhandlende strategi og de løbende udfordringer som vi stødte på. Jeg tror ikke, at man kan komme tættere på at drive sin egen virksomhed og dette gav mig en unik indsigt i virksomhedsdrift som jeg i høj grad drog fordel af senere hen.
Hvad gik fritiden med?
Mit ophold i London var også meget andet end arbejde. Jeg vil gerne rose Comfort Click for at have skabt en helt unik kultur, hvor det jævnligt blev til en tur på stampubben efter arbejde med de andre kollegaer, samt rig mulighed for at opleve Londons natteliv.
Der var også mange meet-ups med de andre PIU-studerende og det er i høj grad et unikt fællesskab man får skabt som danskere i London. Byen giver utallige muligheder for at møde mennesker fra hele verden og byder på alle de fordele som kan findes i en storby.
Egen virksomhed og drømmejobbet
I min sidste periode i London udviklede jeg en forretningsidé baseret på mine erfaringer hos Comfort Click. Det resulterede i, at jeg, kort tid efter min tilbagevenden til Danmark, stiftede min egen virksomhed MLD GROUP ApS, der hjælper virksomheder inden for søgemaskineoptimering. Derudover havde jeg tilmed muligheden for at fortsætte med at arbejde hos Comfort Click som konsulent inden for et område af marketing som jeg havde opnået særlig stor succes med.
Jeg begyndte på studiet BSc Economics and Business Administration på Aarhus BSS og arbejdede som konsulent, samt drev min virksomhed sideløbende. Kort tid efter landede jeg tilmed drømme-studiejobbet hos et investeringsfirma – denne mulighed tror jeg i høj grad var et resultat af mit udlandsophold.
I dag har MLD GROUP ApS udviklet sig langt mere end jeg turde håbe på i begyndelsen og herunder har jeg også startet sammenligningsplatformen MoneyTalk. Mine erfaringer i London har dannet grundlag for, at jeg i dag kan kalde mig virksomhedsejer og har givet mig en unik iværksætter-tilgang til arbejdsopgaver, der betyder, at jeg ikke er bange for at kaste mig ud i nye projekter med stor selvtillid. Jeg kan med sikkerhed sige, at min virksomhed aldrig var blevet skabt uden mine erfaringer fra London og jeg anbefaler i høj grad enhver at søge et udlandsophold med PIU, der udelukkende har positiv indflydelse på din personlige udvikling og professionelle karriere.